|
SS nr. 5122 - AB Stockholms Spårvägar littera H19 - Scania-Vabis C50 "Metropol"
Bussens historie:
Doneret til Svenska Spårvägs Sälskapet 01-02-1969 af "Högertrafikkommissionen" som SL litt H 19 nr 5122.
Opmagasineret i Högdalen, transporteret till Malmköping, Smedstorp 21-11-1970.
Registreringssynet og godkendt 10-05-1972.
Synet og godkendt 04-06-1973, 1980, 1982, 11-1983.
Dispensation for "kilometertæller".
Stationeret i Malmköping.
Opmagasineret i Vädergärde vinteren 99/00.
Rød udvendige partier malet 06-1972.
Heloplakeret ved SL's Hammarby-værksted 05-2000.
Scania-Vabis C50 "Metropol"bybus:
Et banebrydende trin i udviklingen mod dagens moderne bybusser
"l ALT VÆSENTLIGT ER BUSSERNE af samme konstruktion og udførelse som den Mack-bus af type C50, som hos Dem har været til prøve i halvandet år."
 Sådan indledes et historisk tilbud fra Scania-Vabis til det daværende Stockholms Spårvågar (SS). Tilbudet var dateret den 31. maj 1951 som svar på en forespørgsel om 200 komplette dieselbusser til forstadtrafik. Da Scania-Vabis den 19. juli samme år fik den skriftlige ordre, var det ikke blot den værdi-mæssigt største busordre i selskabets historie, men også starten på en ny busepoke.
Scania-Vabis "Metropol" var resultatet af et enestående og intimt samarbejde med det amerikanske firma Mack Manufacturing Corporation, som skulle give gensidigt udbytte for selskaberne i mange år.
Det hele begyndte med, at SS sendte en de-legation på studiebesøg til USA i 1948. En af oplevelserne var en prøvetur med de første eksemplarer af en ny bustype til New York.
Busserne kunne tage 135 passagerer, hvoraf 50 siddende, og det anså man for at være netop passende også i Stockholm. Dørene var brede for at give hurtig ind- og udstigning, motorerne var kraftige (op til 200 HK) og gear-kassen var et hydraulisk automatgear. Endvidere havde busserne servostyring og ekstra stort styreudslag. Varme og ventilation havde nye finesser og større kapacitet.
 Delegationen fra SS fandt det alt sammen fortræffeligt og ytrede ønske om en lignende bus over for de svenske fabrikker.
Dette førte igen til, at teknikere fra Scania-Vabis i 1949 drog mod vest for at studere deamerikanske ideer. Man fandt, ligesom SS, at Mack havde den største anseelse og de mest driftsikre busser. Mack havde også vundet kampen om leverancerne til New York til trods for, at bussens robuste konstruktion gjorde den tungere end konkurrenternes.
For Scania-Vabis var tiden knap. Stockholms Spårvågars tidsfrist var så kort, at der ikke var mulighed for at udvikle en konstruk-tion selv. Tanken om et samarbejde med Mack blev derfor vakt, og Scania-Vabis' ad-ministrerende direktør Carl-Bertel Nathhorst rejste til USA, og den 10. april blev der underskrevet en licensaftale, hvor Scania-Vabis fik eneretten til at producere Mack C50 i Europa og forhandlerretten over hele ver-den, undtagen i USA!
Således fødtes en moderne særling i de tidlige halvtredseres svenske trafikbillede. Scania-Vabis "Metropol" skulle komme til at tjene stockholmerne helt frem til overgangen til højrekørsel i 1967, og bussernes specielle formgivning gjorde den hurtigt til et velkendt indslag i gadebilledet.
Metropol førte i flere henseender til nytænkning i svensk busdrift. Udvendigt gjorde den amerikanske formgivning et imposant indtryk. Bussen så bred og solid ud, men var så lang, at den virkede helt uhåndterlig.
Chaufførernes indtryk var dog et ganske andet. Takket være servostyringen og det sto-re styreudslag kunne den store bus manøvre-res fingerlet gennem snirklede forstadsgader. Også de hydrauliske bremser bidrog til den lette betjening.
Det mest specielle for svenske forhold var ellers den amerikanske motorplacering. Scania-Vabis' otte-cylindrede rækkemotor på 11,3 liter blev anbragt på tværs bag i bussen. Den var udviklet fra enhedsmotoren, som nu havde fået direkte indsprøjtning og større ef-fekt. Motorens 180 hestekræfter trak bussen gennem et vinkelgear og et to-trins hydraulisk automatgear fra Spicer.
Karrosseriet med sin påsvejsede bundramme udgjorde en selvbærende enhed, som de øvrige chassiskomponenter var anbragt direkte på. Metropol var den første svenske bus med selvbærende karrosseri. En yderligere nyhed var, at bussen var bygget til enmandsbetjening, selv om den tog flere passagerer end nogen tidligere bus fra Scania-Vabis. Det blev gjort muligt ved en vel gennemtænkt passagercirkulation. Dobbelte indstignings-døre foran forakslen og dobbelte udstignings-døre i siden gjorde det nemt at stige på og af. Udstigningsdørene blev åbnet og lukket via følere under udstigningstrinene. Chaufføren kunne i ro og mag hellige sig de påstigende passagerer.
Passagerernes oplevelse af Metropol ad-skilte sig i de fleste henseender fra det vante.
Et veldimensioneret varmeanlæg sørgede for, at hele bussen blev holdt varm og behagelig om vinteren. Der hvor man plejede at stige på
(længst bagtil), var der ingen døre. Trods skilte med "Indstigning foran" på siden af bussen og et stort skilt "UDSTIGNING BAGI" bagved chaufføren, tog det tid at vænne sig til den nye passagercirkulation.
Lyden i Metropol var også en speciel oplevelse. Foran hørte man kun den otte-cylindrede rækkemotor som en fjern hvinen. I stedet blev motoren overdøvet af en raslen fra chaufførens pengekasse og klikkene fra fartskriveren - også den var noget nyt. Sædet bagest i bussen blev hurtigt populært blandt ungdommen. Der, oven på motoren, sad man højt med godt udsyn, og der var varmt og behageligt. Ikke engang der. Uge over motoren, var støjniveauet ubehageligt.
I årene 1953 og 1954 byggede Scania-Vabis 200 Metropol-busser, hvoraf de 199 til Stockholms Spårvågar. Der blev ikke solgt flere, selv om bussen ligesom forbilledet fra Mack var særdeles robust og slidstærk. Den væsentligste årsag var, at bustypen var noget for stor til svenske forhold. Scania-Vabis havde dog også en mindre udgave til bytrafik, nemlig den kortere "Capitol" (se denne).
Alle Stockholms Metropol-busser blev udrangeret ved overgangen til højrekørsel i 1967. De var ikke slidt op, men det ville blive for kostbart at bygge dem om.
Model C50 "Metropol" blev fra 1955 afløst af C70 "Capitol".
|
